Star Wars: The Old Republic (PC)
Et MMORPG igen
Det er meget længe siden, jeg har fået bonus på over et MMORPG. Jeg slukkede for Cataclysm to måneder efter, jeg var startet, og Rift var omtrent af samme levelængde i min motivationssfære. Og mens jeg mit preview af SWTOR var relativt positivt, efterlod det ingenlunde en higen efter mere ved spillets udkomst. Forståelig var min overraskelse derfor, da jeg påbegyndte at skrive denne anmeldelse, skrev /played i spillet og så et tal, der langt oversteg 75 timer, tikke ind på kontoen, samtidig med at jeg ikke kunne genkalde nogen kedelig periode. Enkelte dage forløb endda i spillet fra kl. 11:30 til kl. 05:00 i ét stræk, kun afbrudt af burger og toilet. Jeg ved ikke hvad der er sket, men Bioware synes at have kickstartet min hjernes MMORPG-central. ”Hvad er der nyt?” er spørgsmålet, som alle har øverst i bunken, og ud over den enorme mængde cinematisk præsenteret dialog, der fungerer bedre som historiekatalysator end i noget andet MMORPG, nogensinde, er SWTOR et meget sikkert MMORPG. Du kender spillestrukturen på forhånd: Du besøger en NPC og får en quest. En quest-markør opstår på dit kort, og du tager af sted for at løse opgaven, oftest via hotkey-kamp. Således finder din rejse sted fra 1-50, over et væld af forskellige planeter, med ridedyr suppleret undervejs, instance- eller åben PvP, som giver erfaringspoint, samt mange instance-dungeons, der findes i forstærkede versioner på level 50, hvis du da ikke finder dig en guild, og giver dig i kast med et raid.| Næste side » |

